Ugerløse lokalområde omfatter Ugerløse by og bebyggelserne Jonstrup, Nyrup og Brændsholt. Hovedbyen Ugerløse ligger ca. 12 km syd for Holbæk.
Landskabet omkring Ugerløse er svagt bølget og ensartet med forholdsvis mange elementer som småbrug, småskove, bevoksede diger og varierede dyrkningsarealer. Størstedelen af lokalområdet er typisk landbrugslandskab med mellemstore gårde. Der er få skove i området omkring Ugerløse by, men nord og vest for lokalområdet findes flere større skove.
Hovedbyen Ugerløse ligger mellem Holbæk, Tølløse, Ringsted og Sorø. Statsvejen Sorøvej løber igennem byen fra nord til syd, og en række overordnede kommuneveje mod øst og vest kobler sig på Sorøvej i Ugerløse. Ugerløse er derfor præget af megen gennemkørende trafik. Kirken er byens dominerende bygning og markerer byens midte, hvor byens dagligvarebutik også findes. Hovedgaden er præget af tæt bebyggelse i gadelinjen, rundkørsler og gentagne rækker af træer. Den tidligere præstegård, der ligger i den nordlige del af Hovedgaden huser i dag byens forsamlingshus. Byens skole, øvrige institutioner og idrætsanlæg findes sydvest for hovedgaden. I byen findes også mindre og mellemstore industri- og håndværksvirksomheder. Den vestlige del af byen er præget af parcelhusbebyggelser og offentlige institutioner. I byens vestlige del er etableret et velfungerende stisystem.
Ugerløse helhedsplan
Der er udarbejdet en helhedsplan for Ugerløse i 2017. Helhedsplanen er udarbejdet i tæt samarbejde med Ugerløse lokalforum, fællesskaberen og borgere i byen. I det medfølgende idekatalog, er der beskrevet mange ideer til lokale tiltag og fremtidige udviklingsmuligheder.
Læs Ugerløses helhedsplan her
Hent en printvenlig version af helhedsplanen her