Holbæk Kommunes landskab er meget varierende, men består samtidig af store, tydelige landskabelige helheder, der knytter sig til fjordkysten, dalelandskaberne, de markante bakker, skovene og den tydelige struktur af byer, der har udviklet sig omkring infrastrukturen - navnlig stationsbyerne.
Bemærkninger til retningslinjer
Et landskab består i udgangspunktet af den geologisk dannede terrænform og den natur der efterfølgende er dannet ovenpå, f.eks. ådale, skove, søer og moser. Herudover har mange års menneskelig indvirkning også påvirket udgangspunktet og tilføjet kulturskabte lag som beplantning, bebyggelse og vejstruktur. Den rummelige og visuelle fornemmelse af disse elementer skaber tilsammen oplevelsen af landskabet.
Bevaringsværdigt landskab
De bevaringsværdige landskaber rummer landskaber, der på grund af deres landskabskarakter, særlig visuelle oplevelsesværdier, geologiske former, kulturhistoriske strukturer eller oplevelsesværdi indeholder store landskabelige værdier. Områderne er udpeget for at beskytte disse særligt karakteristiske landskabstræk. Det kan fx være områder med markante ådale, områder med velbevaret struktur i marker og levende hegn, markante kyststrækninger eller områder med særlige udsigtsforhold.
De bevaringsværdige landskaber indeholder også vigtige rekreative og oplevelsesmæssige udflugtsmål.
De bevaringsværdige landskaber er sårbare over for ændringer der påvirker landskabets karaktertræk. Det drejer sig om byggeri og anlæg, men kan også dreje sig om andre ændringer i arealanvendelsen.
Eksempler på byggeri og anlæg der påvirker landskabets karaktertræk er byudvikling, ny bebyggelse, landbrugsbyggeri som stalde, siloer og gylletanke samt tekniske anlæg som vejanlæg, luftledninger, master, vindmøller, støjvolde og solcelleanlæg.
Holbæk Kommune har udarbejdet beskrivelser af de bevaringsværdige landskaber med de enkelte landskabers bærende elementer og de særlige hensyn der skal tages i forhold hertil.
De bevaringsværdige landskaber kan desuden være sårbare overfor større byggerier og anlæg placeret udenfor de bevaringsværdige landskaber. Det skyldes, at større byggerier og anlæg kan være synlige over lang afstand og derved påvirke oplevelsen af de bevaringsværdige landskaber. Graden af påvirkning, og dermed de nødvendige hensyn, afhænger af anlæggenes størrelse og placering i forhold til terræn- og udsigtsforhold. Ved ansøgninger om større byggeri og anlæg, skal det derfor altid undersøges, om projektet kan påvirke de visuelle og oplevelsesmæssige værdier i bevaringsværdige landskaber uanset afstanden til udpegningen.
Større sammenhængende landskaber
Større sammenhængende landskaber er udpeget for at bevare og/eller forstærke større landskabelige sammenhænge. De større sammenhængende landskaber omfatter ofte de bevaringsværdige landskaber og derudover områder med visuelle, geologiske eller kulturhistoriske sammenhænge i tilknytning til disse. De større sammenhængende landskaber er således fokuseret på at binde bevaringsværdige landskaber sammen. Udpegningen kan derfor også indeholde mindre værdifulde landskaber, men det vurderes at der er et potentiale for at skabe bedre landskabelige sammenhænge og forbedre landskabets kvalitet.
Større sammenhængende landskaber er sårbare over for større byggerier og større tekniske anlæg. Det kan fx være høje anlæg som master, skorstene og vindmøller som er synlige over store afstande og derfor påvirker landskaberne visuelt. Det kan også være byudvikling eller bygninger med stor højde eller stor volumen, som kan skabe visuelle barrierer, virke dominerende i landskabet eller påvirke oplevelsen af landskabets skala. Ligeledes kan anlæg som feriecentre, lufthavne, større veje og jernbaner samt store solcelleanlæg og råstofudvinding påvirke landskaberne visuelt, ved at skabe barrierer eller ved at dominere området ved deres skala eller karakter.
Generelt om ændringer og landskabet
For at kunne tage hensyn til de enkelte områders landskabelige værdier er det vigtigt, at belyse de lokale landskabelige forhold, inden der evt. gives tilladelse til ændringer. Forandringer i det åbne land skal afvejes, så de sker i respekt for de enkelte områders karakter og kvalitet.
Hvor større byggeri og større tekniske anlæg nødvendigvis skal tillades, er det vigtigt at finde den bedst mulige løsning i forhold til indpasning i landskabet. Konkrete stedsanalyser og eventuelle visualiseringer skal i tvivlstilfælde sikre, at der tages de nødvendige landskabelige hensyn.
Landskabsplan
Holbæk Kommune har kortlagt og analyseret hele kommunens landskab uden for byområderne ved brug af Miljøministeriets landskabskaraktermetode. Med landskabsplanen har kommunen fået et fagligt grundlag i forhold til udpegning af landskaber med særlig værdi og hvilke kvaliteter de forskellige landskaber indeholder.
Landskabet i Holbæk Kommune er inddelt i 17 landskabskarakterområder. De forskellige landskabskarakterområder er efterfølgende samlet i en række landskabstyper så som bakke-, fjord-, kyst- og landbrugslandskaber.
Retningslinjer
Retningslinjer knyttet til områder udpeget på kort
4.2.1 De Bevaringsværdige landskaber skal som hovedregel friholdes for yderligere byggeri og anlæg.
Hvor byggeri og anlæg tillades, skal det ske ved, at placering, skala, orientering, farvevalg og arkitektur tilpasses det konkrete landskab. Der skal særligt tages hensyn til de bærende elementer i de bevaringsværdige landskaber, som beskrevet i Holbæk Kommunes landskabsplan. For at sikre, at landskabets karakter, herunder de geologiske, kulturhistoriske og oplevelsesmæssige værdier ikke forringes.
4.2.2 De Større sammenhængende landskaber skal som udgangspunkt friholdes for større byggeri og større tekniske anlæg. Nødvendige større byggeri og større tekniske anlæg indenfor indenfor området skal placeres under særlig hensynstagen til de landskabelige sammenhænge og visuelle værdier i området.
Generelle retningslinjer
4.2.3 Lokalplanlægning indenfor områder omfattet af Holbæk Kommunes landskabsplan skal forholde sig til landskabskarakteren for området.
4.2.4 For at sikre en bæredygtig udvikling, vil ønsker om ny udvikling vurderes i forhold til de kommunalpolitiske målsætninger, der er formuleret i Holbæk Kommunes Arkitekturpolitik.
4.2.5 Dominerende byggeri eller anlæg i det åbne land skal som hovedregel afskærmes med levende beplantning.