Stier

Tryghed og sikkerhed på veje- og stier er grundpillerne i alle borgeres færden fra hjem til aktivitetsmål. Børn og unge skal kunne bevæge sig trygt og sikkert til skole og fritidsaktiviteter, med øget sundhed og engagement i lokalsamfundet til følge. Ældre skal kunne bevæge sig trygt og sikkert til netværk og aktiviteter, med øget livskvalitet og sundhed til følge.

Statisk kort

Bemærkninger til retningslinjer

Holbæk Kommunes Cykelstiplan 2021 skal sikre et bedre grundlag for den politiske prioritering af kommunens cykelstiprojekter i fremtiden. Cykelstiplanen er blevet til i samarbejde med kommunens borgere, herunder lokalfora og interessentgrupper og politikere. Cykelstiplanens vigtigste prioritering er:

  1. SKOLEVEJE: Flere børn og unge skal bruge cyklen og føle sig trygge på deres vej til og fra skole. Sikre skoleveje skal medvirke til at skabe gode cykelvaner blandt børn og unge
  2. TRAFIKSIKKERHED: Cykelinfrastrukturen skal blive mere tryg og sikker, da det er en forudsætning for øget cyklisme i Holbæk Kommune, at veje og stier også er indrettet efter cyklisternes behov
  3. SAMMENHÆNGENDE STINET: Udbygningen af cykelinfrastrukturen i Holbæk Kommune skal ske med øje for sammenhæng mellem eksisterende og nye anlæg. Sammenhæng kan dog også ses i en lokal kontekst i forhold til bedre sammenhæng mellem f.eks. skole og stiforbindelser ude i skoledistriktet

Derudover understøttes Cykelstiplanen også i kommunens Mobilitetsplan og stierne i kommunen skal generelt bidrage til befolkningens muligheder for på cykel at færdes trygt og sikkert, hvilket er essentielt i en bæredygtig og sundhedsfremmende kommune.

På kortet er vist de 10 højest prioriterede cykelstier i Cykelstiplanen, som ikke er planlagt eller etableret, nævnt i vilkårlig rækkefølge.

  • Cykelsti langs Skarridsøgade/Holbækvej i Jyderup
  • Cykelsti fra Svinninge til Stigs Bjergby
  • Cykelsti fra Tuse til Regstrup
  • Cykelsti fra Nørre Jernløse til Undløse
  • Cykelsti fra Ugerløse til Store Merløse
  • Cykelsti fra Store Merløse til Stestrup
  • Cykelsti langs Tølløsevej fra Hjortholmvej til Jernbanevej i Tølløse
  • Cykelsti Brøndevej-Bygaden, Orø
  • Cykelsti fra Undløse til Ugerløse

 

Stiklassificering er udført i overensstemmelse med SAMKOM’s ”Registrering og klassificering af stier”. 

Anlagte Cykelstier langs med veje vises, med angivelse af typen, som et selvstændigt kort-lag. 

Retningslinjer

2.3.1Der skal sikres sammenhæng i stinettet, således at planlagte lokale og regionale stier indarbejdes i eventuelle lokalplaner for derved at sikre deres realisering.

2.3.2 Trafikstier skal anlægges og holdes i en sikker og forsvarlig stand, der svarer til trafikkens art og størrelse, under hensyntagen til disses funktion og omgivelser.

2.3.3 I Holbæk By skal der sikres sammenhængende cykelforbindelser, således at flere vælger cyklen på de kortere ture op til 5 km.

2.3.4 Stinettet planlægges så det også understøtter den kollektive trafik, således at der fra byer, hvor der ikke er gode bus- og togforbindelser, men hvor der på en nærliggende hovedvej kører en bus med hyppige afgange, etableres gode og sikre cykelforbindelser fra byerne til de større stoppesteder på hovedvejene.

2.3.5 I forbindelse med lokal- og detailplanlægning skal tilgængeligheden for fodgængere sikres, og der skal foretages en egentlig tilgængelighedsrevision, som skal efterleves i videst mulige omfang.