Transport er en stor del af hverdagen. Vi transporterer os alle dagligt for at komme i skole, på arbejde, for at foretage indkøb eller komme til fritidsaktiviteter. Det er derfor afgørende at fremkommeligheden er god, at vores infrastruktur er sikker, og at vi føler os trygge, når vi færdes i trafikken. Et velfungerende vej- og jernbanenet samt kollektiv trafik er en vigtig forudsætning herfor. Kommuneplanens retningslinjer skal medvirke til at sikre arealreservationer til de planlagte trafikanlæg.
Bemærkninger til retningslinjer
Grundstammerne i kommunens trafikale hovedstrukturer udgøres af jernbanen, Nordvestbanen (København-Kalundborg), samt af vejstrækningerne Rute 21 (Holbækmotorvejen og Nykøbingvejen), Rute 23/Kalundborgmotorvejen (Elverdam-Kalundborg) og Rute 57 (Holbæk–Sorø). Derudover er der regionale jernbanelinjer fra Holbæk til Nykøbing Sj. og fra Tølløse til Høng. Jernbanenettet betyder, at mange - også mindre byer - i Holbæk Kommune er begunstiget af stationer, 14 i alt + 1 trinbræt, og jernbanens kollektive trafiktilbud. Jernbanerne suppleres af regionale og kommunale buslinjer.
Vejstrækningerne rute 21, 23 og 57 er statsveje, som Vejdirektoratet er vejmyndighed for.
Den tredje og sidste etape af Kalundborgmotorvejen, nuværende Skovvejen, rute 23, er vedtaget som anlægslov og vil blive anlagt i årene 2025-2028. Den samlede motorvejsstrækning gavner især de trafikanter der bevæger sig på tværs af Sjælland, både mod øst, hovedstadsområdet og mod vest.
Med den nye motorvejsstrækning ændres der på til- og frakørselsforholdene i Jyderup og Knabstrup. I Jyderup lukkes de centrale til- og frakørsler til Holbækvej. Dette må antages at medvirke til en fredeliggørelse af Holbækvej i Jyderup. Fremover vil Jyderup få en vestlig og en østlig tilslutning til motorvejen. Her vil især den østlige tilslutning have stor betydning for de store erhvervsarealer i den østlige del af byen. Med etableringen af motorvejen vil det på sigt være hensigtsmæssigt at se på den nord-sydgående trafik, herunder ikke mindst den tunge trafik. Det vil være formålstjenstligt at investere heri således den tunge og gennemkørende (nord/syd) trafik kan ledes øst om Jyderup i stedet for igennem som tilfældet med rute 225 i dag.
Ladestander-anlæg
Der opleves en stor interesse for at etablere energistationer (ladestationer til el-biler). Vi har i Holbæk et fintmasket net af tankanlæg til benzin og diesel. Disse anlæg må forventes, at blive udfaset i takt med at flere og flere skifter over til el-biler. Det vurderes, at en del af disse anlæg ligger hensigtsmæssigt også i forhold til de behov der er til el-ladestationer, og der er derfor et potentiale i at omdanne/supplere de tiloversblevne tankanlæg til el-ladestandere. Derfor er det hensigtsmæssigt, at være tilbageholden med at udlægge nye områder til el-ladestationer.
Desuden er det hensigtsmæssigt at placere el-ladestationer i nærheden af eksisterende serviceerhverv eller i tilknytning til detailhandel. Opladning af en el-bil tager typisk ca. 20 minutter, og derfor bør der tænkes i at der er aktiviteter i området der kan benyttes, mens der ventes på at bilen lader. Derved understøttes de funktioner som el-ladestationerne placeres i tilknytning til.
Retningslinjer
Retningslinjer knyttet til områder udpeget på kort
2.1.1 Indenfor det Planlagt trafikanlæg til udbygning af Skovvejen må der ikke udlægges arealer til andre formål, medmindre det kan dokumenteres, at det ikke giver anledning til interessekonflikter. Arealreservationen sikrer at der kan etableres motorvej fra øst for Knabstrup til kommunegrænsen vest for Jyderup. Udformning og beliggenhed af anlægget er vedtaget i en anlægslov og er således udtryk for en statslig arealinteresse.
2.1.2 Indenfor de Planlagte trafikanlæg til forlægning af vejen (rute 57) mellem Sorø og Holbæk må der ikke udlægges arealer til andre formål, medmindre det kan dokumenteres, at det ikke giver anledning til interessekonflikter. Der er tale om en statslige arealinteresser, der skal sikre mulighed for vejforlægning:
- øst om Kvanløse
- vest om Igelsø
- øst om Ugerløse
2.1.3 indenfor de Planlagte trafikanlæg til kommunale nye veje må der ikke udlægges arealer til andre formål, medmindre det kan dokumenteres, at det ikke giver anledning til interessekonflikter. Følgende anlæg skal kunne gennemføres:
- Omfartsvej vest om Tølløse.
- Forlængelse af Idavang Allé i Regstrup til Ringvej Syd.
2.1.4 Indenfor de Planlagte trafikanlæg der er udlagt for at muliggøre ensrettede cykelstier langs Skagerakvej fra Gl. Ringstedvej til Munkholmvej må der ikke udlægges arealer til andre formål, medmindre det kan dokumenteres, at det ikke giver anledning til interessekonflikter.
Generelle retningslinjer
2.1.5 Nye energianlæg skal placeres efter følgende prioritering
- Placering på eksisterende offentligt tilgængelige parkeringspladser samt udskiftning/opgradering af eksisterende tankanlæg
- Placering i tilknytning til eksisterende servicefunktioner som f.eks. dagligvarebutikker, skoler og lign indenfor udlagte kommuneplanrammer
- Placering indenfor udlagte kommuneplanrammer