Kollektiv transport

Øget brug af den kollektive trafik, tog og busser, er nødvendig for at mindske trængslen på vejene og reducere miljø- og klimapåvirkningen fra transporten. Holbæk Kommune arbejder løbende for en forbedring af både tog- og busbetjeningen.

Statisk kort

Bemærkninger til retningslinjer

Øget brug af den kollektive trafik er nødvendig for at mindske trængslen på vejene og reducere miljø- og klimapåvirkningen fra transporten. Busser er fleksible og kan relativt hurtigt justeres efter udviklingen. Men samtidig skal busproduktet være stabilt og hyppigt, for at brugerne gør deres transportvaner afhængig af det.

Kommunen samarbejder løbende med trafikselskabet Movia om en god busbetjening af Holbæk Kommune. Som supplement til busbetjening med fast køreplan er kommunen tilsluttet Flextur, som tilbyder behovsstyret trafik i hele kommunen.

Derudover betjenes kommunen af en række regionale busforbindelser.

Jernbaner: Nordvestbanen suppleres af togbetjening via Regionstog på Odsherredsbanen og Tølløsebanen. I Holbæk Kommune er der i alt 14 stationer og 1 trinbræt. En stor del af kommunens borgere kan nå en togstation indenfor 2,5 km og endnu flere indenfor 5 km (fugleflugt).

Færgefart: Der er to færgeforbindelser til Orø. Den ene forbinder Orø med Holbæk by (kommunal færge) og den anden giver direkte forbindelse fra Orø til Hornsherred (privat trækfærge) ved Hammer Bakke.

Kommunalbestyrelsen vil gerne tilbyde kollektiv trafik til alle som et konkurrencedygtigt alternativ for kommunens pendlere til og fra stationerne og til og fra kommunen og det øvrige Danmark. Den kollektive trafik skal understøtte den bæredygtige byudvikling og gøre kommunens byer attraktive at bo og færdes i.

Udover at den kollektive trafik skal være ”grøn” så skal den også løbende udvikles på baggrund af viden om, hvad der virker, og hvad der efterspørges.

Tilbuddet om kollektiv trafik skal samtidig være så attraktivt, at det vil kunne fastholde de nuværende kunder og tiltrække nye.

Det betyder, at:

  • Holbæk by betjenes af et effektivt bybusnet, der på indfaldsvejene suppleres af oplandslinjerne.
  • Oplandslinjerne varetager overvejende befordring af pendlere og andre brugere fra oplandet til Holbæk by og enkelte andre knudepunkter som Jyderup og Tølløse stationer.
  • Lokallinjerne varetager overvejende befordring af børn til skole og ungdomsuddannelser, men enkelte har dog også betydning for pendlere og sommerhusgæster.

Retningslinjer

Retningslinjer knyttet til områder udpeget på kort

2.4.1 Der udlægges areal til etablering af ny Togstation syd for Nykøbingvej mellem Tuse Lågevej og Kalundborgvej. Arealreservationen skal sikre at arealet ikke må anvendes til andre formål, medmindre det kan dokumenteres, at dette ikke giver anledning til interessekonflikter.

Generelle retningslinjer

2.4.2 Den kollektive trafik i form af busbetjening skal løbende tilpasses behovene og tilrettelægges således, at størstedelen af byområderne betjenes.

2.4.3 Kommunens kollektive trafik skal koordineres med trafikselskabernes trafikplan for offentlig servicetrafik, herunder ved udarbejdelse og revision af den kommunale busplan.

2.4.4 Kommunen arbejder for en effektiv kollektiv transport, herunder etablering af BRT-løsninger (Bus Rapid Transit), som sidestilles med at køre bus i et letbanetracé, som tjener til at øge regulariteten og forkorte rejsetiden for passagererne.

2.4.5 Kommunen arbejder på, at det skal være muligt at komme fra land til de større byer på mindre end 20 min.

2.4.6 Kommunens togstationer skal opgraderes og understøtte at det bliver nemt og bekvemt at skifte mellem transportformer bil, tog, bus og cykel, konkret betyder det, at cykel- og bilparkering skal forbedres.

2.4.7 Parkeringsnormer for stationsnært nybyggeri skal sættes lavt for biler, mens normer for cykelparkering skal sættes højt.

 

Få mere information her:

Du kan finde oplysninger om de aktuelle buslinjer på Sjælland på Movias hjemmeside