Når vi taler om mobilitet og infrastruktur, strækker vores fokus sig ud over blot transport. I planlægningen af infrastruktur, transportløsninger og trafik, har Holbæk Kommune et forøget fokus på at identificere de underliggende behov og finde bæredygtige løsninger, der ikke kun imødekommer disse behov, men også bidrager til vores egne målsætninger og FNs verdensmål for en mere bæredygtig udvikling.
Verdensmål 3.6, 9.1 og 11.2 er særligt relevante i denne sammenhæng. Mål 3.6 fokuserer på at reducere dødelige ulykker i trafikken, mål 9.1 omhandler udviklingen af bæredygtig infrastruktur, og mål 11.2 sigter mod at styrke bæredygtige byer og lokalsamfund. Disse mål er integreret i vores tilgang til mobilitet.
I Holbæk Kommune vælger vi mobilitetsløsninger, der opfylder følgende kriterier:
- Sikring af effektiv transport i hele kommunen.
- Bidrag til reduktion af CO2-udledningen.
- Tilbyder en sund, sikker og lige transport for alle.
Vores arbejde med mobilitet og infrastruktur inkluderer også hensyn til landskabs-, natur- og kulturværdier for at sikre en helhedsorienteret tilgang.
Mobilitetsplanlægningen stræber efter at styrke både interne forbindelser i kommunen og forbindelserne til det regionale og nationale transportnetværk. Da vi er en del af Øresundsregionen og mange pendlere dagligt rejser til Københavnsområdet, prioriterer vi forbedringen af de kollektive trafikforbindelser til hovedstadsområdet for at styrke sammenhængskraften mellem hovedstadsregionen og Holbæk Kommune. Vi søger også forbedringer af de regionale trafikforbindelser gennem investeringer i infrastruktur, kollektiv transport og godstransport, herunder togdrift, med det formål at skabe mere bæredygtige og tilgængelige transportmuligheder.