Støj

Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer til sikring af, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støjgener ved etablering af afskærmningsforanstaltninger m.v. 

Statisk kort

Bemærkninger til retningslinjer

Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer til sikring af, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse som f.eks. rekreative områder, boligområder, daginstitutioner og andre offentlig formål, og at der ikke udlægges arealer til støjende aktiviteter i nærheden af støjfølsom arealanvendelse, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støjgener ved etablering af afskærmningsforanstaltninger m.v.

Den konkrete vurdering af ønsker om ændret arealanvendelse skal ske blandt andet på baggrund af støjmålinger og - beregninger. Det skal sikres, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kan overholdes, i forbindelse med lokalplanlægning. Såfremt der er behov for støjmålinger- og beregninger, skal disse udarbejdes af et firma, der er akkrediteret eller en person, som er certificeret til at udføre støjmålinger og beregninger.

Retningslinjerne skal sikre dels, at de fremtidige beboere sikres mod støjulemper, dels at de eksisterende støjende virksomheder, tekniske anlæg eller fritidsanlæg ikke udsættes for krav om øget støjbekæmpelse, når byudviklingen medfører, at "boligerne sniger sig ind på virksomheden". På den måde kan konflikter på støjområdet forebygges.

Støjende aktiviteter omfatter blandt andet:

  • Erhvervsaktiviteter,
  • Flyvepladser og helikopterflyvninger,
  • Motorsportsbaner, mobilbaner og modelflyvebaner samt andre støjende fritidsanlæg,
  • Skydebaner, herunder forsvarets øvelsesområder,
  • Veje og jernbaner,
  • Vindmøller.

Konsekvensområde for tekniske anlæg

Indenfor de udpegede konsekvensområder gælder de umiddelbare rettigheder efter Planlovens § 37, stk. 1 og 2 ikke jf. Planlovens § 37, stk. 6.

Bredetved Skydeterræn

Bredetved Skydeterræn er et af forsvarets mindre skyde- og øvelsesterræner. Det anvendes til skydning med håndvåben og til skydning med bl.a. sprængladt ammunition til panserværnsvåben. Terrænet er desuden indrettet til sprængningsøvelser. Omkring anlægget er der fastsat en støjzone, som er beregnet ud fra de aktiviteter, der foregår på området. 

Større vindmøller

Der er udlagt 650 meter støjkonsekvenszone omkring de planlagte eksisterende større vindmøller, for at sikre området, mod støjfølsom anvendelse. 

Retningslinjer

Retningslinjer knyttet til områder udpeget på kort

5.5.1 Der må ikke udlægges arealer til støjfølsom anvendelse inden for Konsekvensområde for tekniske anlæg, før det ved undersøgelser er godtgjort, at der ikke er miljømæssige problemer forbundet hermed.

5.5.2 Konsekvensområde for tekniske anlæg må som udgangspunkt ikke ændres til støjfølsom anvendelse (f.eks. rekreative områder, boligområder mv.) før der er redegjort for at der ikke er miljømæssige gener forbundet ændringen. 

Generelle retningslinjer

5.5.3 Ved udlæg af arealer til støjfølsom anvendelse (boliger mv.) skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i forhold til støj fra veje og jernbaner, støjende fritidsanlæg, militære skyde- og øvelsesterræner, erhvervsvirksomheder, flyvepladser mv. Der kan eventuelt stilles krav til bygherre om at etablere afhjælpende foranstaltninger f.eks. i form af etablering af støjvold mv. Det er til enhver tid bygherres ansvar, at de gældende støjkrav overholdes.

5.5.4 Ved udlæg af arealer til støjende formål skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i forhold til nærliggende boligområder og andre arealer til støjfølsom anvendelse. Der kan eventuelt stilles krav om afhjælpende foranstaltninger.

 

Få mere information her:

Se også kommuneplanens indhold om idræts- og fritidsanlæg, her er der retningslinjer for støjende fritidsanlæg.

Støj fra trafikken på større veje, større jernbaner, i større lufthavne samt i større byområder herunder støj fra store virksomheder kortlægges hvert femte år i alle EU-medlemslandene. Du kan se de seneste data på Miljøministeriets kort.