Holbæk Kommune har en lang og stærk tradition for strategiske planlægningsindsatser, hvor der sættes særlig fokus på konkrete udviklingsmuligheder i kommunens lokalområder, landbyer og byområder.
Der udpeges således løbende geografiske indsatsområder, hvor kommunen i et forpligtende samarbejde med aktører i det enkelte lokalområde går sammen og arbejder for projekter, der fremmer grundlaget for de kommunale tilbud såsom dagpleje, daginstitutioner, skoler og styrker derved lokale ildsjæle, foreninger og virksomheder.
Planloven stiller krav om at der i kommuneplanen skal gennemføres strategisk planlægning for landsbyer (mellem 200 og 1000 indbyggere) og pr. 1. januar 2024 også krav om at der skal gennemføres strategisk planlægning for bymidter i de mellemstore byer (mellem 4.000 og 20.000 indbyggere).
Holbæk Kommune har allerede inden det blev et krav i planloven arbejdet med strategisk planlægning for udvikling af bl.a. kommunens landsbyer og byområder. Strategisk planlægning og samskabelse er således en naturlig og del af planlægger DNA-et i Holbæk Kommune.
I Jyderup by er der ca. 4300 indbyggere, og Jyderup er således omfattet af planlovens nye krav om strategisk bymidteplanlægning. Der er i et samarbejde med lokale kræfter i Jyderup udarbejdet en helhedsplan med visioner for Jyderup og en opfølgende handleplan. Planerne indeholder målsætninger og beskrivelse af virkemidler, som understøtter udviklingen af Jyderup. Målsætninger og virkemidler er udarbejdet i dialog med byens private og civile aktører. Planerne danner grundlag for beslutninger om udviklingen af Jyderup.
I Holbæk Kommune er alle landsbyer mellem 200 og 1000 indbyggere i kommuneplanen enten udpeget som afgrænset landsby eller omfattet af kommuneplanrammer. Derigennem er der taget stilling til de enkelte områders mulighed for fysisk udvikling. Landsbyafgrænsningerne viser, hvor der er mulighed for at meddele landzonetilladelse til opførelse af yderligere bebyggelse i overensstemmelse med praksis på området.
Derudover arbejder Holbæk Kommune med lokal udvikling gennem udarbejdelse af lokale udviklingsplaner og byfornyelseprogrammer. Der er igangsat to byfornyelsesprogram for Kr. Eskilstrup og Ugerløse i overensstemmelse kommunens ønsker til strategisk for landsbyer. Herudover er der udarbejdet en strategisk-fysisk udviklingsplan for Orø. Ligesom kommunen tidligere har udarbejdet helhedsplaner eller udviklingsplaner for byerne Knabstrup, Undløse, Hagested, Tølløse og Jyderup.
Holbæk Kommune har således et løbende fokus på at øge sammenhængskraften i kommunen ved at skabe stærkere fællesskaber og øget selvforståelse i lokalområder og i kommunen som helhed.