Forslag til kommuneplan 2024 for Holbæk Kommune og den tilhørende miljørapport var i offentlig høring i perioden fra torsdag den 15. august til og med mandag den 10. oktober 2024.
Denne sammenfattende §13-redegørelse er sammen med resten af miljøvurderingen et bilag til kommuneplan 2024.
Miljørapport
Der er udarbejdet en miljørapport der har været udsendt sammen med forslag til kommuneplan 2024. Miljørapporten belyser nærmere følgende emner:
- Biologisk mangfoldighed, flora og fauna
- Befolkning og menneskers sundhed
- Jordbund
- Vand
- Luft
- Klimatiske faktorer
- Materielle goder herunder arealanvendelse
- Landskab
- Kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser
- Arkitektonisk og arkæologisk kulturarv
Det vurderes, i miljørapporten, at forslag til kommuneplan 2024 ikke vil få en væsentlig påvirkning af miljøfaktorerne.
Lovgrundlaget for den sammenfattende § 13-redegørelse af miljøvurderingen
I forbindelse med Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af kommuneplan 2024, skal der efter § 13 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (Lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023) udarbejdes en sammenfattende redegørelse for,
1) hvordan miljøhensyn er integreret i planen eller programmet,
2) hvordan miljørapporten og de udtalelser, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning,
3) hvorfor den godkendte eller vedtagne plan eller det godkendte eller vedtagne program er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der har været behandlet, og
4) hvordan myndigheden vil overvåge de væsentlige indvirkninger på miljøet af planen eller programmet.
Integrering af miljøhensynet
Kommuneplanen er den plan, som sammenfatter og konkretiserer de overordnede politiske mål for den fysiske udvikling, som Kommunalbestyrelsen vil arbejde for i de kommende 12 år. I kommuneplanen fastlægges mulighederne for den fysiske udvikling af byerne og for det åbne land.
I planen afvejes de forskellige interesser (byudvikling, natur, miljø, kultur, landskab mv.). Kommuneplanen handler således både om by- og landområder – herunder bl.a. byudvikling, grønt danmarkskort, interesseområder for ve-anlæg, skovrejsning og klimatilpasning. Der er ifølge planloven krav om, at kommuneplanen skal revideres hvert 4. år.
Kommuneplanen er udarbejdet med hjemmel i planloven, og dermed også i overensstemmelse med planlovens formålsparagraf. Planlovens formålsparagraf tilsiger, at planlægningen skal medvirke til at værne om landets natur og miljø samt klima og skabe gode rammer for vækst og udvikling i hele landet, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår, bevarelse af dyre- og planteliv og øget økonomisk velstand. I kommuneplanen er der således foretaget en overordnet afvejning af de forskellige interesser, og planlægningen balancerer hensynet til vækst og udvikling med respekt for hensynet til natur- og miljøinteresser mv.
Der er foretaget en afgrænsning af de emner, der belyst i miljørapporten. Afgrænsningen af miljørapportens indhold er foretaget j.f. § 11.
Kommuneplan 2024 er en plan på et overordnet niveau. Kommuneplanen fastsætter alene overordnede rammer for konkrete projekter. Derfor kan miljøvurderingen også kun beskrive de potentielle miljøpåvirkninger på et overordnet niveau. Desuden er det alene ændringerne i kommuneplan 2024 i forhold til kommuneplan 2021 der vurderes i forhold til lov om miljøvurdering.
Det er vurderet, at der ikke er anledning til at vurdere kumulative og synergieffekter nærmere i miljøvurderingen. Det kan dog blive relevant at vurdere dette i forbindelse med miljøvurderinger af kommende lokalplansforslag mv.
Der er udarbejdet en miljørapport i forbindelse med kommuneplanforslaget, der nærmere belyser følgende emner:
- Biologisk mangfoldighed, flora og fauna
- Befolkning og menneskers sundhed
- Jordbund
- Vand
- Luft
- Klimatiske faktorer
- Materielle goder herunder arealanvendelse
- Landskab
- Kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser
- Arkitektonisk og arkæologisk kulturarv
Behandling af høringssvar og ændringer
Forslag til kommuneplan 2024 var i offentlig høring i perioden fra torsdag den 15. august til og med mandag den 10. oktober 2024. Der indkom 192 høringssvar til planen. Der er ikke nogle af høringssvarene der refererer direkte til miljørapporten, men der er flere der vedrører miljøforhold.
På baggrund af høringssvarene har administrationen udarbejdet en hvidbog, der indeholder en tematisk gennemgang og vurdering af de indsendte bemærkninger. Behandlingen af høringssvarene har ført til en række ændringer til kommuneplanen, der vurderes at have mindre påvirkning på miljøet end indholdet i forslaget.
- Boligudviklingsmulighed fjernes på et område nord for Skolevej i Knabstrup på baggrund af at grundejer ønsker muligheden fjernet
- Der fastsættes skærpede krav til afskærmende beplantning indenfor erhvervsrammer ved Tølløse (19.E01) og Regstrup (14.E06 og 14.E07) af hensyn til landskabet og naboer
- Der gives mulighed for at opføre mindre bygninger til brug for rekreative og offentlige formål på et kommunalt ejet areal i Kirke Eskilstrup på baggrund af ønske fra lokalforum
- Det præciseres hvordan bebyggelsesprocenten skal forstås og beregnes i forbindelse med lokalplanlægning og byggesagsbehandling
- I kommuneplanforslaget blev det foreslået at halve etager udgik. På baggrund af høringssvar fastholdes halve etager, og etageantal ændres derfor tilbage til det der gjaldt i kommuneplan 2021.
- Område ved Ulkestrup udpeges til "Større sammenhængende landskab” og "Sekundært skovrejsningsområde" af hensyn til naboer og landskabet.
- Et primær skovrejsningsområde på Orø udpeges af hensyn til særlig sårbar drikkevandsinteresse.
- Parkeringsnorm udgår af kommuneplanen.
Ændringerne sker på baggrund af høringssvar fra borgere, erhvervsliv og myndigheder, samt den politiske behandling af kommuneplanen. I forhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer skal det vurderes, om nogle af ændringerne fører til fornyet miljøvurdering eller i øvrigt har miljøkonsekvenser. Det er vurderet, at ændringerne ikke fører til krav om en fornyet miljøvurdering, da der er tale om mindre ændringer. Desuden er det vurderet, at ændringerne ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger.
Kommuneplan 2024 planlægger og opstiller retningslinjer for arealanvendelsen på et overordnet niveau, og beskrivelsen af miljøkonsekvenserne er ligeledes beskrevet på et tilsvarende niveau.
Miljøvurderingen foretages i forhold til planen eller programmets niveau, og der er således ikke foretaget konkrete detaljerede feltstudier af plante og dyreliv i forbindelse med udarbejdelse af miljøvurderingen. I forbindelse med efterfølgende lokalplanlægning kan det være relevant at udføre konkrete feltundersøgelser i forhold til registrering af natur. Naturen er foranderlig, og derfor kan tilstand forandres i løbet af en kortere årrække.
Der er indkommet en række høringssvar der drejer sig om kommuneplanrammerne 14.E07 og 14.E06, som er et erhvervsområde ved Regstrup. Der er en række bekymringer i forhold til et evt. kommende plastsorteringsanlæg i området. Bekymringerne går på at der i rammen 14.E07 tillades at bygge op til 22 meter. Ligeledes er der bekymringer om oversvømmelse, nabogener, og miljømæssige konsekvenser. I denne redegørelse behandles bekymringen om ændringen af den tilladte bygningshøjde. De øvrige emner vil blive belyst af en miljøkonsekvensrapport i den videre planproces, idet forhold omkring evt. kommende byggeri endnu ikke er fastlagt.
Flere høringssvar udtrykker bekymring over den foreslåede bygningshøjde på op til 22 meter. Det nævnes, at bygninger på 22 meter vil være dominerende i landskabet og skæmme udsigten over området. Der er også bekymring for, at de høje bygninger vil overskygge lokale vartegn som Nr. Jernløse kirke og den gamle mølle. Høringssvarene påpeger, at en sådan bygningshøjde vil ændre områdets karakter fra et naturskønt landskab til et industrielt område, hvilket vil påvirke både æstetikken og den rekreative værdi af området. Flere høringssvar nævner også, at de høje bygninger vil være synlige fra store dele af kommunen, herunder Søstrup og Brorfelde, hvilket vil påvirke nogle af Danmarks flotteste udsigter.
Den i kommuneplanforslaget ændrede maksimale bygningshøjde (fra 15 til 22 meter) for rammeområde 14.E07 vurderes ikke at medføre en uforenelig påvirkning af landskabet, da landskabet i forvejen er påvirket af bl.a. tekniske anlæg i form af vindmøller og en motorvej. Endvidere er erhvervsområdet placeret i tilknytning til et eksisterende udbygget erhvervsområde i lokalområdet. Den øgede bygningshøjde vurderes at kunne indpasses i området uden at have en væsentlig negativ påvirkning.
Det skal desuden understreges at den fastlagte bygningshøjde, fastlægges endeligt i en efterfølgende lokalplan, og at den efterfølgende lokalplan også vurderes efter miljøvurderingsloven.
Det er vurderet at ændringerne i forbindelse med den endelige vedtagelse af kommuneplanen ikke vil få væsentlig indvirkning på miljøet.
Alternativer
0-alternativet er beskrevet i miljøvurderingen. 0-alternativet betyder, at kommuneplan 2024 ikke vedtages, og der fortsat administreres efter kommuneplan 2021. Det er samlet vurderet, at vedtagelse af kommuneplan 2024 er et bedre alternativ end 0-alternativet, da kommuneplanen er opdateret i forhold til de seneste krav i planloven og integrerer Holbæk Kommunes klimastrategi; Holbæk 2050.
Øvrige alternativer
Andre alternativer er ikke vurderet som relevante, da Planloven stiller krav om udarbejdelsen af en kommuneplan hvert 4. år.
Overvågning
Kommuneplanen er en overordnet politisk plan, som i udgangspunktet kun er bindende for kommunalbestyrelsen og som ikke foreskriver konkrete handlinger eller afsætter økonomiske midler til kommunens udvikling. De planer og ændringer som ligger i forlængelse af kommuneplanen i form af sektorplaner, lokalplaner mv. vil i overensstemmelse med miljøvurderings-loven indeholde de relevante overvågningsprogrammer.
Der skal i forbindelse med vedtagelsen af planstrategien – som går forud for kommuneplan-udarbejdelsen - med fire års mellemrum - foretages en opsamling af udviklingen i kommunen og træffes beslutning om, hvilke konsekvenser udviklingen skal have for den fremtidige planlægning. Det er i miljøvurderingssammenhæng udtryk for en løbende overvågning.
Det vurderes således, at det på grund af planens detaljeringsniveau ikke er grund til at etablere overvågningsprogrammer. Det kan dog blive aktuelt at opstille sådanne i forbindelse med miljøvurderinger af kommende lokalplanforslag mv.