Holbæk 2050 er Holbæk Kommunes klimastrategi. I den har Kommunalbestyrelsen besluttet de ambitiøse mål for reduktion af CO2-udledningerne, som hele Holbæk Kommune skal leve op til i henholdsvis 2030 og 2050. Målene skal sikre at Holbæk Kommune bidrager til at mindske lokale og globale klimaforandringer. Holbæk 2050 rummer dertil en handleplan med 16 handlinger, som viser vejen til, hvordan målene nås. Klimastrategien omfatter også en strategi for klimatilpasning. Klimatilpasningsindsatsen handler om de udfordringer Holbæk Kommune kan forvente eller allerede oplever som følge af ændringer i klimaet. Holbæk 2050 og den tilhørende handleplan er gældende for hele det geografiske område i kommunen.
I Holbæk 2050 er det opgjort hvor meget CO2, der udledes i Holbæk Kommune, og hvordan de forskellige sektorer bidrager til den udledning. Særligt tre sektorer tegner sig for størstedelen af udledningerne:
- Landbrug
- El og varme
- Transport
Hvis Holbæk Kommune skal lykkes med klimamålene i Holbæk 2050, er kommuneplanen et vigtigt værktøj. For de tre mest udledende sektorer gælder, at Kommunalbestyrelsen skal arbejde strategisk med, hvordan arealet i kommunen bruges, og hvilke principper den fysiske planlægning laves ud fra. Det kræver prioriteringer at skabe plads til både vedvarende energianlæg, vådgøring af lavbundsarealer, skovrejsning og fjernvarme. Den fysiske planlægning kan også bidrage til at fremme eller begrænse adfærd – f.eks. ved at ændre i parkeringsnormen for biler og cykler.
Med Holbæk 2050 har Holbæk Kommune via DK2020-samarbejdet (nu Klimaalliancen) forpligtiget sig på at leve op til reduktionsmålene fra Parisaftalen på lige fod med landets øvrige kommuner.
Se mere i Holbæk 2050