Udendørs opholdsarealer er den helhed, der sammen med bebyggelse, ankomstarealer og parkering indrammer et område. Gode opholdsarealer er med til at øge beboernes trivsel og at gøre byen mere grøn og oplevelsesrig.
Som udendørs opholdsareal anses almindeligvis den del af ejendommens friareal, der på baggrund af arealets størrelse, udformning og beliggenhed, er egnet til reelt ophold til såvel mindre børns lege som til voksnes udendørs ophold.
De udendørs opholdsarealer skal etableres som en kombination af private opholdsarealer (altaner/haver som man selv råder over) og fælles opholdsarealer (hvor man har mulighed for at møde sine naboer).
De fælles opholdsarealer i et område skal som udgangspunkt minimum udgøre:
- Åben-lav boligbebyggelse: 10 % af områdets areal.
- Tæt-lav boligbebyggelse: 15 % af områdets areal.
- Etageboligbebyggelse: 15 % af områdets areal - hvor etageboligbebyggelsen er/etableres som omdannelse i den tætte by og hvor der er eksisterende offentlige grønne områder tæt på, kan kravet sænkes.
I byer med tæt bebyggelse kan fælles opholdsarealer etableres i form af tagterrasser, altaner, indre gårdrum eller lign.
De fælles opholdsarealerne skal være af god kvalitet. Der skal være opholdsarealer hvor der er sol i eftermiddagstimerne i sommerhalvåret og beplantning i form af træer og buske skal medvirke til kvaliteten i området.
Følgende områder kan ikke medregnes som opholdsareal:
- Veje samt stiudlæg (gangstier og ankomstarealer kan medregnes)
- Parkerings- og servicearealer, herunder nedgang til underjordisk parkering, renovationsplads
- Regnvandsbassiner
- Beplantningsbælte
- Skråningsanlæg hvis disse ikke er egnede til ophold
- Arealer, hvortil der er knyttet væsentlige naturbeskyttelsesinteresser, som vil virke begrænsende for arealernes brug som opholdsarealer
- Arealer, der er støjramte eller miljøbelastede over grænseværdierne grundet nærhed til vej, jernbane eller virksomhed
- Små ”restarealer”