Facader og skilte

Reklamer - Facader, skilte, pyloner mv.

Nedenstående generelle rammer gælder, hvor der ikke i medfør af lokalplanlægning er fastsat andre bestemmelser vedrørende reklamer.

Bestemmelserne regulerer:

  • Fritstående skilte,
  • Facadeskilte,
  • Gavlreklamer,
  • Bannere,
  • Pyloner og
  • Flag mv.

Når disse indeholder oplysninger om:

  • Virksomheder,
  • Produkter,
  • Åbningstider eller
  • Markedsfører kulturelle, sportslige, forenings-, turist-, handelsstands- og uddannelsesmæssige aktiviteter, begivenheder og events.

Reklamers indhold

Som hovedregel må der alene skiltes/reklameres på den ejendom, hvorfra erhvervet, eller den aktivitet reklamen omhandler, udøves. Undtaget er dog:

  • Anvisningsskilte,
  • Reklameskilte på busskure samt
  • Skiltning med henblik på at markedsføre kulturelle, sportslige, forenings-, turist-, handelsstands- og uddannelsesmæssige aktiviteter, begivenheder og events der opsættes på offentlig ejendom.

Skiltning, udhængsskabe, belysning, markiser og andet facadeudstyr skal tage hensyn til bygningens arkitektur og omgivelserne og skal respektere facadernes proportioner, opdeling med døre og vinduer, materialer og farvesætning. Udstillingsvinduer må som udgangspunkt ikke afblændes med skilte eller opklæbning på mere 25 pct. af vinduet. Sokler, gesimser og andre karakteristiske facadeelementer skal holdes fri for skiltning.

Stilladsreklamer må kun opsættes i kortere perioder i forbindelse med renoveringer og lignende tidsbegrænsede aktiviteter.

Lysstyrken i lysskilte eller på belyste skilte skal være afdæmpet og afstemt efter forholdene og må ikke blænde.

Gavlreklamer er ikke tilladt.

Reklamer på busskure

Busskure i bymæssig bebyggelse kan udformes med reklamer. 

Der kan markedsføres kulturelle, sportslige, forenings-, turist-, handelsstands- og uddannelsesmæssige aktiviteter, begivenheder og events via pyloner, skilte eller bannere der opsættes på offentlig ejendom.

Fritstående reklamer (pyloner, flagstænger, bannere og skilte mv.)

I boligområder

I boligområder må der som hovedregel ikke placeres fritstående reklamer idet reklamer bør udformes diskret og på eksisterende konstruktioner (som f.eks. på postkasse eller facade) med respekt for boligområdets overordnede udtryk.

I erhvervsområder

Som hovedregel må der efter en konkret vurdering kun opsættes én større fritstående reklame (pylon, skilt eller fritstående banner) pr. ejendom samt op til 3 flag pr. virksomhed, á maks. 8 m stanghøjde med en maks. flagstørrelse på 150 cm x 225 cm. Større fritstående reklame må ikke overstige 3 meters højde og ikke overstige 1,25 m i bredde.

Hvor ejendommen har mere end én indkørsel, og hvor indkørsler er placeret visuelt uafhængigt eller med stor afstand, kan der evt. tillades større fritstående reklamer ved de forskellige indkørsler.

Hvis flere virksomheder er placeret på én ejendom, skal større fritstående skiltning samles på ét skilt. I særlige tilfælde og under forudsætning af at skilte samordnes med et fælles udtryk, kan der tillades et skilt pr. virksomhed.

Belysning af skilte eller lysskilte må ikke blænde, og skift i lysintensitet og farver skal ske gradvist for at minimere gener for omgivelserne.

Mindre fritstående reklamer kan evt. tillades efter en konkret vurdering under hensyntagen til omgivelserne.

I handelsgader og centerområder

Der henvises til Holbæk Kommunes retningslinjer for brug af fortove og offentlige arealer. Ifølge disse må der opstilles et fritstående reklameskilt pr. butik, der skal placeres i udstillingsarealet nærmest butikkens facade. Skiltet må have en maksimal størrelse på 120 cm x 60 cm (højde x bredde).

Særligt om fritstående henvisningskilte i erhvervsområder

I erhvervsområder kan der opstilles ensartede henvisningsskilte på udvalgte steder. Fælles henvisningsskilte må kun indeholde firmanavn og -logoer. Henvisningsskiltene må ikke indeholde reklame for enkeltprodukter.

Særligt om fritstående henvisningsskilte i handelsgader og centerområder

I handelsgader og parkeringspladser i tilknytning hertil kan der i særlige tilfælde (og under hensyntagen til omgivelserne) tillades fælles henvisningsskilte til butikker og serviceerhverv. Fælles henvisningsskilte må kun indeholde firmanavn og evt. mindre logoer. Henvisningsskiltene må således ikke indeholde reklame for enkeltprodukter og må ikke udformes som lysskilte.

Kunst

Kunst i byrummet kan tillades så længe værket ikke har en reklamemæssig sigte.